A bad memory from the past..

De af jer der enten kender mig eller følger med på min anden blog, ved også en lille smule af hvad jeg har været igennem for snart en del år tilbage.



http://www.fouryearsinthedark.blogspot.com

Det har taget meget lang tid at komme videre! Vil aldrig glemme det der skete.

For 4 uger siden fik jeg et brev på Facebook. Det var fra min x-kæreste. Nu vil jeg ikke sige for meget, i kan selv læse det:

Hej, vil gerne starte med at sige jeg ikke forventer noget svar tilbage, og at det er sidste gang du hører fra mig medmindre du selv vil. Har længe gået og tænkt på alt det lort jeg har lavet igennem tiden, og ja en del af det har med dig at gøre.. Er ked af mange ting, Og selvom du måske helst vil glemme vi nogensinde har mødtes, så vil jeg bestemt ikke, Du har om nogen gjort mig til den person jeg er idag, en person som jeg selv er stolt af, og som jeg håber min familie, vil være fremover,
derfor vil jeg gerne takke dig mange gange, og sige undskyld derefter.

Jeg får ondt i maven når jeg ser på kl. og den er 14.48 fordi jeg har det så skidt med hvordan det er end mellem os to, og fordi jeg aldrig har fået sagt ordneligt undskyld,
og jeg finder det besværligt at gøre på skrift men jeg vil da gøre et forsøg - det har du fortjent.

Jeg var/er en idiot, svin, egoist, umoden, og ikke mindst en dårlig person - dette kan du sikkert give mig ret i.. Og jeg behandlede dig rigtig dårligt, udsatte dig for en masse barnlige ting, idiotiske ting. Og det er jeg ærligtalt utrolig ked af.
Jeg vidste fra starten af at jeg ikke fortjente dig, men jeg ville ikke undvære dig, og derfor gjorde jeg ALT for at du skulle forblive min.. Og ja det var barnligt og umodent - og igen, slet ikke hvad du har fortjent. Jeg har ingen dårlige ting at sige om dig, tværtimod.
Når min dreng, engang vokser op og jeg skal fortælle ham om min første rigtige kærlighed, fortæller jeg ham med et smil om dig, du har hjulpet mig med at vokse mere end nogen anden person har Mie, og du vil altid have min taknemmelighed for det.

Jeg ved ikke engang om du har læst så langt her, eller om du har slettet det med det samme.. Det jeg håber at få ud af det her, er ikke at du tilgiver mig - eller vil snakke med mig.. Nej det er at du er klar over, at jeg sætter pris på det vi havde, det sure med det søde.. og at du hvis du nogensinde skulle få brug for det, så har du en ven i mig, også om 10/20/30 år.

Ja, underligt tidspunkt at skrive dette her, men er lidt sentimental her til morgen, har lige afleveret min dreng hos hans mor, og ja - det gjorde mig lidt trist - Men blev glad ved tanken om at skrive dette her og sige undskyld!

Jeg vil smutte,

Lev smukt
L..


Jeg var meget i tvivl om jeg skulle svare tilbage, men blev, efter et par dage, enig med mig selv om, at jeg ville svare ham. Havde han skrevet alt muligt andet, havde jeg ikke svaret, men jeg kan læse på hans brev at han er blevet voksen, han har forandret sig (sådan lyder det i hvert fald på det han skriver.)

Jeg skrev et langt brev med alle de ting som jeg, de sidste mange år, har ville have at han skulle vide. Brevet fylder 5 sider på computeren og jeg måtte dele det i to for at det kunne være der (på Facebook) Men her er det jeg, efter nogle dages overvejelser fik skrevet til ham (Det skal lige siges at jeg havde mange blandet følelser, jeg havde mest af alt lyst til at svine ham til, fortælle ham hvad jeg syntes om ham, med store bogstaver, men tænkte så at det ville jeg ikke få noget ud af) Her er mit svar:

Hej L.
Jeg har læst dit brev til mig og jeg har valgt at svare tilbage, da du, selvom jeg for 3 år siden bad dig om ikke at gøre det, har skrevet til mig. Jeg har tænkt meget over om jeg skulle svare tilbage og det har jeg valgt at gøre, så vi begge to kan få en ordentlig afslutning og lægge låg på fortiden.

Jeg vil gerne bede dig om at læse hele brevet.

Inden du læser videre skal du vide at jeg ikke er sur på dig! De ting jeg skriver har jeg brug for at komme ud med og det kan virke som om jeg er sur pga. den måde det står skrevet, men som sagt, det er jeg ikke.

Kan du huske det sidste brev du sendte, hvor du sagde til mig at jeg ville begynde at græde når jeg læste det?! Du takkede dine venner og familie fordi de havde været der for dig når du havde haft brug for det.

”…Og til mine veninder Lea, Phiztar, Sanne – Hvis jeg kender jer ret så sidder i os og græder og i skal vide i betyder verden for mig, uden jer, uden jeres støtte havde jeg været et meget MEGET mørkt sted lige nu…”

Du skrev godt nok at du havde været voldelig over for mig, men på daværende tidspunkt græd jeg ikke da jeg læste det. Jeg blev vred og skuffet. Jeg følte ikke, at det du havde skrevet, på nogen måde beskrev hvad vi to havde været igennem. Jeg følte at du havde glemt mig. Hvor var takken til mig? Hvorfor havde du ikke takket mig for at jeg havde været der for dig, givet dig tag over hovedet, betalt dine regninger, givet dig mad på bordet, givet dig min kærlighed… Det manglede jeg. Som jeg læste det dengang takkede du dine venner og familie, men du glemte mig. Jeg følte at jeg havde været der for dig i ligeså stor grad som dem. Og på daværende tidspunkt var det eneste jeg kunne læse, at du havde været voldelig. (Jeg ved godt at du har skrevet mere men det var sådan jeg følte det på daværende tidspunkt.) Jeg manglede at du sagde undskyld og jeg manglede at høre fra dig, at det der var sket i vores forhold ikke var godt –at det var forkert.

Rikke var hjemme hos mig i søndags (d. 24/4) og spurgte om hun måtte logge på facebook. Det måtte hun selvfølgelig. Den var logget ind på min profil, da hun pludselig siger: ’Mie du har fået et brev.’ Jeg ved ikke hvilke tanker der løb igennem mit hoved da vi begge så, at det var dit navn der stod der. Du havde skrevet til mig. Mit hjerte begyndte at hamre i mit bryst og jeg begyndte at ryste (den måde jeg reagerer når jeg ser/høre dit navn…) Rikke spurgte om hun skulle læse det højt og jeg sagde ja.

Jeg må være ærlig og sige at jeg, denne gang, begyndte at græde! Og som jeg sagde til Rikke da hun var færdig med at læse; ”Det her har jeg ventet på i 5 år.” Lige præcis sådan en besked. Jeg har manglet at høre fra dig at det var forkert –den måde du behandlede mig på, at du var oprigtig ked af det du havde gjort. Jeg tror stadig ikke helt jeg har fattet at det rent faktisk er sket. At du har skrevet det brev til mig.

I de sidste par år har jeg med jævne mellemrum haft lyst til at kontakte dig, bare for at høre dig sige, at det vi havde, ikke var godt, at det var forkert at der havde været vold i vores forhold. På den måde (og mange andre måder) har jeg fået tilgivet dig og er kommet videre, men det har været en lang sej kamp for at være nået til hvor jeg er i dag! Det har bestemt ikke været let!

Mindet om dig vil altid være hos mig. Når jeg kigger på min venstre hånd ser jeg det tydeligt. Har to ar lige under knoerne. To brændemærker. Jeg ved ikke om du husker det? Men det gør jeg. Du tog fat om mit håndled og førte min hånd ned til gulvet og kørte den hurtigt, frem og tilbage hen over gulvtæppet. Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte, men jeg følte smerte.

Nu vil jeg ikke sidde og remse alle de gange op vi har været uvenner for det er ikke det jeg vil have ud af det her brev jeg nu skriver til dig. Du ville lade mig vide at du er mig taknemmelig. Og det må jeg sige at jeg faktisk aldrig troede jeg skulle høre fra dig. Jeg følte en lettelse da jeg havde læst dit brev. Jeg følte en stor lettelse, netop fordi det her er noget jeg har ventet på i så mange år. Der er sket nogle ting i dit liv som gør at du nu har fået gennemtænkt det hele. Du er blevet voksen og det glæder mig at vide!

Der er så mange ting jeg, igennem årerne, har villet have at du skulle vide, så det er svært at sidde og skulle skrive det hele nu. Jeg håber jeg kan få det hele med.

Jeg læste et sted, at det aldrig er pigens skyld hvis hendes kæreste slår hende. Det kunne jeg ikke helt forholde mig til for jeg følte jo netop at det var min skyld. Det var jo det du fik mig til at tro. Efterfølgende har jeg taget den sætning til mig. Det var ikke min skyld at du slog mig. Jeg har tænkt det igen og igen.

Jeg kan huske en aften hvor jeg lå i sengen og du sad ved computeren og skrev med.. Ja alle mulige (piger) hvor jeg igen og igen spurgte om du ikke nok kom over til mig i sengen. Du kiggede ikke en gang på mig når du svarede ’nej ikke lige nu.’ Jeg blev ked af det og gik hen og slog dig i baghovedet. Jeg vidste udmærket hvad der ville ske. Jeg fik din fulde opmærksomhed!

På det tidspunkt i vores forhold følte jeg at det var den eneste måde hvorpå jeg kunne opnå din opmærksomhed. Vi talte ’samme sprog’.

Jeg har altid tænkt, at jeg aldrig, nogensinde i mit liv, kunne finde på at slå nogen. Det tror jeg heller ikke du har? Jeg sidder ikke og siger at jeg er perfekt for det er jeg ikke. Jeg har også været medvirkende til at vores forhold ikke var godt. Bestemt, men et eller andet sted ser jeg stadig dig som værende den største grund til det og det kan du ikke få mig til at ændre på.

Jeg fortryder på ingen måde at have mødt dig! Jeg fortryder ikke at vi var sammen i 4 år. Men det er heller ikke noget jeg tænker tilbage på med stor glæde. Jeg ved at der har været mange gode ting i vores forhold, men må indrømme at noget af det eneste jeg kan huske, var da vi boede i Nakskov og vi gik op og købte os hver en is. Jeg husker en masse dårlige ting –har en masse dårlige minder, som jeg den gang sloges med hver dag. I dag tænker jeg ikke så meget på det mere, men det sker at jeg kommer i tanke om noget ubehageligt. Det gør mig ked af det og også irriteret. Du har fyldt så meget mere i mit liv end du selv tror! (Og mere end jeg nogensinde troede du ville komme til.)

Jeg har gået til læge regelmæssigt for at få nogle af alle de her ubehagelige oplevelser bearbejdet. Det gjorde jeg tilbage i 2007.

I 2008 fik jeg konstateret en svær depression og gik til psykolog i 1 år. Alt sammen pga. forholdet mellem os to.

Alt det vi har været igennem har gjort mig svag. Jeg kunne ikke stole på andre mennesker. Jeg følte ikke jeg duede til noget –jeg var ikke god nok. Min mening talte ikke for noget. Jeg kunne ligeså godt forlade denne verden. Sådan har jeg haft det indtil nu. Jeg er usikker på mig selv, jeg føler mig ikke god nok til noget –eller nogen. Du fortalte mig stort set hver dag, hvor dum jeg var, at jeg ikke duede til noget. Hvis folk sagde noget godt om mig, troede jeg ikke på dem.

Det har sat sine spor –ikke fysisk, men psykisk!

Jeg har før tænkt den tanke: ’Hvis han stod foran mig lige nu og han ikke kunne gøre mig noget, så havde jeg givet ham så mange tæsk at han ikke ville kunne gå på sine ben!’ har efterfølgende tænkt at jeg egentlig ville være fuldstændig ligeglad med om du slog mig, om du gav mig tæsk…

De fysiske blå mærker de går væk –det gør de psykiske ikke! Det du har udsat mig for i 4 år er fysisk og psykisk vold. Du fik mig helt ned. Jeg har før tænkt at du bare kunne slå mig for jeg ville ikke mærke det på samme måde, som de psykiske smerter du har forvoldt mig.

Det er først nu jeg er begyndt at tro mere på mig selv! Jeg duer faktisk til noget! Min mening tæller rent faktisk også!
Det var ikke sjovt når jeg skulle besøge min søster, der i 2 år boede i Sønderborg. Det var et helvede for mig når jeg i ½ time skulle vente på toget i Ringsted og det føltes som en evighed når toget holdt på Slagelse st. Jeg turde ikke kigge ud af vinduet. Selvom toget kun holdt der i et par minutter. Jeg var bange for at jeg pludselig ville se dig.

Alt det her lyder som om jeg er sur på dig, men det er jeg ikke! Jeg har været sur på dig. Jeg har hadet, først dig og siden, det du gjorde imod mig. Jeg kunne se at det var forkert, det kunne du ikke. Sådan har jeg haft det indtil du sendte brevet til mig. Nu kan jeg læse at du fortryder hvad der er sket imellem os af ubehagelige ting. Jeg kan se at jeg rent faktisk betød noget for dig og det gør mig glad! Det gør mig glad at vide at jeg betød noget for dig, at du kan se det nu. Dengang virkede du ligeglad og det har jeg været rigtig ked af.

Du skal vide at jeg elskede dig. Jeg elskede dig af hele mit hjerte. Du var min første store kærlighed! Jeg ville gøre alt for dig. Jeg ville hjælpe dig. Jeg følte mig magtesløs da du mistede din mor. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Men jeg var der.

Jeg elskede dig, men i slutningen af vores forhold var jeg også bange for dig. Da vi boede i Nakskov var det første gang du skubbede til mig så jeg røg ud i gangen og slog hovedet ind i væggen. Der blev jeg bange for dig! Den dag du smækkede Carina ude var jeg sikker på at du ville give mig så mange tæsk så man ikke kunne genkende mig. Lige da døren smækkede bag os.. Jeg var så bange.

”Når et menneske har været i et forhold præget af psykisk vold, sætter det naturligt nok sine spor. Det kræver hårdt personligt arbejde, tid – og måske professionel behandling - at blive ”hel” igen og at genvinde den tillid til andre mennesker, som voldsudøveren på det groveste har misbrugt.”

Én sang der beskriver alt det her –hvordan jeg især har haft det efter vores forhold sluttede er Celina Ree – Når du rør ved mig…



Den beskriver det utrolig godt… Ved ikke om du kender den sang, hvis ikke synes jeg lige du skal høre den – høre hvad der bliver sunget, se videoen… (også selvom du måske kender den.)



’Jeg giver slip på mig selv, dine ord slår mig ihjel. Se hvad du gør ved mit liv…’

’Selv uden dig, holder jeg igen, gemmer jeg mig selv væk…’


Du skal vide at jeg har haft det svært i årene efter vores forhold sluttede. Som jeg nævnte tidligere har jeg gået til psykolog for at få nogle af alle de her ting bearbejdet og det har hjulpet meget. Dog tænker jeg stadig på noget af det der er sket ind imellem. Det er ikke så nemt bare at glemme når mindet er lige foran mig, når jeg kigger på min hånd fx

Jeg ser dig ikke som en idiot, et svin og hvad du ellers skriver. Det gjorde jeg engang. Jeg var vred og ked af det. Det er jeg ikke mere.
Jeg ser dig som værende en ung dreng på 16 år der lige har mistet sin mor og som føler vrede og sorg over dette tab. Han ved ikke hvordan han skal håndtere dette tab og derfor går det ud over hans kæreste… Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at hjælpe, men min hjælp var ikke god nok. Lige meget hvad jeg end havde gjort, ville det ikke have været godt nok. Jeg er ikke psykolog.

Jeg forbandt ikke skænderierne eller volden med din sorg. Det er først noget jeg har indset bagefter. Og jeg tror jeg har ret i at det er sådan det hænger sammen. På en måde føler jeg at jeg har kunne forstå dig, altså hvorfor du gjorde som du gjorde, men samtidig synes jeg ikke at det var fair at det gik ud over mig.

Jeg vil gerne have at du skal vide, hvad det vi havde sammen, har gjort ved mig. Der er mange sange der beskriver det godt, men den jeg synes beskriver det bedst er stadig Celina Ree – Når du rør ved mig.

Jeg synes det er svært at beskrive præcis hvordan jeg har haft det både under og efter vores forhold, men jeg har prøvet så godt jeg kunne. Jeg håber at du har fået en lille forståelse af hvor svært jeg har haft det efter det du udsatte mig for i 4 år.

Som sagt har jeg fundet en måde at tilgive dig på og jeg er kommet videre. Jeg har nu fundet min den eneste ene i Nicolai, som jeg nu har været sammen med i 2 år. Vi bor sammen i en 4-værelses lejlighed. Vi kigger på hus og planlægger barn til næste forår/sommer da jeg er færdig med min uddannelse til januar. Nicolai og jeg har det rigtig godt sammen. Han behandler mig godt og jeg elsker ham højere end nogen anden.

Dog er der nogen ting han aldrig må gøre! Han må ikke tage fat om mine håndled, han må ikke kysse mig på halsen, han må ikke lave for hurtige bevægelser for så bliver jeg bange og ked af det.

Har før prøvet at en fyr tog fat om mine håndled og lagde mig ned fordi han ville kilde mig. Det skulle han aldrig have gjort!

Jeg har haft meget svært ved at stole på folk (især fyre). Jeg har ikke kunne have et forhold til en fyr indtil for 2 år siden, da alt det her har fyldt så meget i mit liv. De forhold jeg har haft har været korte og uden min fulde tillid. Der er mange gange hvor jeg er blevet ked af det over noget Nicolai har gjort, hvor han ikke kunne forstå hvorfor jeg blev ked af det. Jeg stoler 100 % på Nicolai og jeg ved at han aldrig nogensinde kan finde på at gøre mig ondt.

Jeg håber du nu ved hvor ondt det har gjort på mig. Psykisk vold er det værste man kan blive udsat for, af en man elsker. Jeg håber og tror på at du, ligesom jeg selv, er blevet mere voksen og moden og nu kan se, at det vi havde i vores forhold var forkert. Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal have et forhold som vores.

L, jeg har tilgivet dig, ligesom jeg håber at du har tilgivet mig. Jeg er glad og lettet for de skønne ord du sendte til mig. Jeg elskede dig højt, men jeg er også glad for at vi gik hver til sit. Så vi nu begge kan leve et godt liv uden at fortryde noget vi før har gjort af dårlige ting.

Jeg tror jeg vil slutte af nu, ellers kunne jeg fortsætte i én uendelighed. Jeg har fået det ud jeg gerne ville. Jeg har selv taget beslutningen om at skrive tilbage til dig og jeg håber at du nu har læst hele brevet. Jeg er utrolig glad for de ting du har skrevet til mig.

Jeg håber at du og din familie har det godt. Og jeg vil ikke ønske andet for jer end gode ting i fremtiden.

Mie

PS. Jeg ønsker ikke at du skal svare tilbage på dette brev og jeg tror og håber at du vil respektere dette...


Da jeg dagen efter så at han havde skrevet tilbage undrede det mig egentlig ikke. Jeg havde regnet med at han ville svare selvom jeg havde bedt ham om ikke at gøre det. Det han skrev overraskede mig meget. Det han skrev havde jeg slet ikke regnet med og det gjorde mig bare endnu mere glad...

Vil gerne takke for din åbenhed og ærlighed! Jeg græd da jeg læste det, og gør jeg stadig! Havde brug for at høre din historie, så jeg kan bearbejde det hele, og på et tidspunkt give mig selv 100% til en anden person.
Og undskyld jeg besvarede din besked! Havde egentlig tænkt mig at lade være, men ville stadig give en besked om at jeg har læst det.
Håber det bedste for dig og Nicolai og jeres forhold fremover!
Du vil ikke høre mere fra mig, medmindre du selv tager kontakt!
Held og lykke!